Københavns Fødevarefællesskab er en uafhængig-, medlemsdemokratisk forening, frivilligdrevet indkøbsforening med lokalafdelinger fordelt over hele København og et centralt fælleslager. Foreningen er funderet i foreningens vedtægter, 10 grundprincipper og er organiseret i tre niveauer:
Det første niveau; er fællesskabets øverste myndighed og varetager foreningens principielle, økonomiske og juridiske beslutninger, beslutningerne kan træffes af generalforsamlinger og bestyrelsen.
Københavns Fødevarefællesskab er en medlemsdemokratisk forening, hvor alle medlemmer har mulighed for at sende forslag og stemme til foreningens årlige generalforsamling.
Bestyrelsen er foreningens juridiske kontaktperson med ansvar for kontrakter, godkendelse af betalinger mm., de er også kontaktperson til foreningens bank (kasser) og konsulenter herunder bogholder og foreningens fælleskoordinator.
Det andet niveau; varetager koordinering og udførelse af centrale driftsopgaver og sociale aktiviteter. Disse opgaver løses af fællesmødet, fælles arbejdsgrupper som IT- og indkøbsgruppen, fælleslageret og foreningens konsulenter. Fællesmødet er et åbent møde for alle medlemmer af foreningen, hvor vi i fællesskab løser, de fælles opgaver som skal løses på tværs af lokalafdelinger.
Til fællesmøder bør følgende som minimum deltage; foreningens fælleskoordinator, medlemmer fra bestyrelsen, alle arbejdsgrupper samt alle lokalafdelinger, herved sikres bred repræsentation, gennemsigtighed i beslutningsprocesserne og samarbejde på tværs af foreningens forskellige organer, hvilket styrker foreningens sammenhængskraft og demokratiske fundament.
Fællesmøder afholdes den sidste tirsdag i januar, marts, maj, august, september og november fra kl. 17-21.
Det tredje niveau; er foreningens lokalafdelinger hvorfra vi henter vores forudbestilte grøntsager hver onsdag. Lokalafdelingerne er organiseret så de har en høj grad af selvbestemmelse for hvordan de vil organisere deres butik, vagtplan, mødekalender mm.
Organisering af afdelingerne
For at sikre den daglige drift i lokalafdelingen og de fællesarbejdsgrupper forventes følgende:
- En butiksgruppe bestående af ca. seks frivillige, som sikrer den daglige drift af afdelingen, herunder en introvagt til nye frivillige
- 35 aktive frivillige medlemmer som sørger for at dække den daglige drift
- 15 ugelige bestillinger
- Stiller med minimum fire frivillige til fælleslageret, chaufførteamet og indkøbsgruppen
- Er repræsenteret ved minimum et medlem til fællesmøderne
De væsentligste vagter som sikrer god daglig drift i afdelingerne
- Modtagervagt, som også kan være pakkevagt, hvis afdelingen pakker grøntsagsposerne før afhentning
- Butiksvagter, som også kan introducere nye medlemmer til foreningen
- Butiksgruppe, som også kan være teamkoordinatorer, hvis afdelingen har teamstruktur. Afholder månedligt butiksgruppemøde
- Introvagt, sørger for god introduktion til nye medlemmer
- Tørvarer ansvarlig
Politik
Københavns Fødevarefællesskab er ikke en partipolitisk forening men værner om foreningens 10 grundprincipper, det vil sige at vi støtter politiske initiativer som fremmer foreningens grundprincipper og støtter andre foreninger og initiativer som arbejder for en lokalforankret madkultur hvor kvalitet, friskhed, sæson, fællesskab og fair og direkte handel med avlere er omdrejningspunkterne.